Nylle

NylleBorgerligt navn: Henrik Nylander
Bopæl: Frejlev, Lolland

2007’s ærede gæstespiller er en frygtløs kæmpe som altid er gået forrest, men sjældent spiller med garderinger.
Nylle gik i den berygtede Y-klasse, men kunne ikke holde til “mosten” på “Slægten”. Han påstod det var Inspektørens matematik, og sprang over i HF hvor det i højere grad var ordets magt der gjaldt. HF var springet til det naturlige Jurastudie. I denne periode på Håndværkerkollegiet, i kanten af Nordvest, var det dog mere alkohol og kvinder, end bøgerne der optog hertugen. Udover at Nylle som beboerrepræsentant efterhånden var blevet fast inventar på kollegiet, var det også lige ved at gå så vidt, at han kom i familie med Svante, da han fandt interesse i dennes kusine, men det fik han forpurret i alkoholtågerne, hvorfor han nu er endt som gårdmand på Lolland, med egen bueskyttebane og traktor.
Fra Håndværkerkollegiet huskes især de årlige 3-dages fester, hvor Nylle naturligvis var en af drivkrafterne og vanen tro også skulle sikre at fadølsanlægget blev tømt efter foreskrifterne inden mandag morgen. Efterslægtens fredagsfester blev naturligvis også research’et i starten af denne periode.

Som “Henri quatre” (Den Fjerde Henrik af ialt 5) i Y-klassen havde han et godt øje og forhold til den berygtede fransklærer (Inspektørens kone), som derfor i stedet kaldte ham “Monsieur Ni-lan-dér”. Det var klart et tab for Y-klassen, at Nylle forlod den, idet opmærksomheden i fransktimerne nu i højere grad blev rettet mod andre mindre sprogligt bemidlede.

Nylle er heldigvis stadig kun en stor dreng, men har altid været retfærdighedens vogter, kæmpet mod uretmæssigheden, og gået forrest i kampen for de svage. Tidligere udelukkende med ordets, Karnovs og EU lovenes magt, men de senere mange år også med dødelige våben såsom sværd, bue og pil, rundt på Middelaldermarkeder og events i Skandinavien. Naturligvis som arrangør og ansvarlig, og kæmpede bl.a. i fuld rustning mod den sorte ridder ved Kong Arthur filmens premiere bag Imperial, til bl.a. Mads Mikkelsens tilfredshed.

Som fodboldspiller var stilen vigtigere end resultaterne, og den højre yderside blev forfinet i mange år. Han nåede dog aldrig at komme i betragtning til Hammerthor United, hvor han med “bananen” ville have kunnet øge det kunstneriske niveau betragteligt.

Nylle har grundet fortidens mange synder, påkaldt sig de nordiske guders værste straf: Overfølsomhed for humle; så han gør sig mere ud i druerne idag. Vi forventer dog at han doper sig til DJF2007 så Julehumlen og hvedeøllet kan blive indtaget uden at Nylle får øjne som Arnold i Terminator.

Lad jer ikke narre af billedet, selvom der er fra 1981. Det ER en ulv i fåreklæder.